Showing posts with label opskrift. Show all posts
Showing posts with label opskrift. Show all posts

Monday, 6 October 2014

06.10.2014

Dulce De Leche Freestyle Salted Caramel Cupcakes


Ingredienser:
·        190g. mel
·        1½ tsk bagepulver
·        1-2 tsk vaniljesukker
·        80g. blødt smør, gerne usaltet
·        130g. sukker
·        En knivspids salt
·        2 store æg, gerne ved stuetemperatur
·        30ml. olie
·        85ml ”surmælk”*, ved stuetemperatur
·        1 glas Dulce de leche (også kaldet ’dolce latte’ og karamel)
·        ½ liter piskefløde
·        Kanel, valgfrit
·        Malteser chokoladekugler, valgfrit

*Surmælk: Kan laves af 80ml letmælk og en halv teske citron eller eddike, eller erstattes af kærnemælk.

Fremgangsmåde:
1.      Forvarm ovnen til 175 grader og forbered en muffinform med papirforme.
2.      Si mel og bagepulver i en lille skål.
3.      I en anden skål blandes smør, sukker, vaniljesukker og en knivspids salt. Ingredienserne piskes til en ensformig masse.
4.      I skålen med smør piskes et æg i ad gangen. Massen piskes luftig.
5.      Tilsæt olie.
6.      Tilsæt melblandingen i æggemassen af 3 omgange og surmælken af 2 omgange; begynd og slut med de tørre ingredienser. Bland kun til dejen er ensformig.
7.      Fyld papirformene 2/3-3/4 fulde og bag i 18-22 minutter ved 175 grader i midten af ovnen.

Der kan laves en test ved at stikke en tandstik eller kødnål i midten af en kage; er den ren, er kagen færdig. Sidder der lidt dej ved, skal kagerne have lidt mere i ovnen.
Lad kagerne køle af på en rist.
Når kagerne er kølet af, kan der skæres en fordybning i midten af kagerne med en smørkniv/urtekniv.



Salted caramel:
Gem 2 spiseskefulde karamel i en lille skål til karamelflødeskummet. Resten af karamellen blandes op med cirka ¼ teske salt – smag til.

I fordybningerne kommes der en teske salted caramel i. Ønsker man en mere samarbejdsvillig karamel, kan man skovle det op i en skål der tåler at komme i mikrobølgeovnen og opvarme det i 15-20 sekunder. Ønsker man en mere flydende konsistens ved servering, kan der iblandes 2-4 spiseskeer piskefløde med karamellen inden man fylder fordybningerne.

Karamelflødeskum:
Skålen med den rene karamel blandes op med 2 spsk piskefløde. Pisk resten af piskefløden i en stor skål til der dannes toppe. Bland flødekaramelblandingen i og pisk til en ensformig masse. Flødeskum må ikke piskes for meget, ellers dannes små smørklumper.


Dekorér kagerne med flødeskum, gerne ved hjælp af en stjerneformet tyl og sprøjtepose. Hæld en teske kanel i en lille si og drys forsigtigt kanel over hver cupcake. Slut af med en chokoladekugle på toppen, eller hvad fantasien sætter grænser for :)

Wednesday, 17 April 2013

17.04.2013

Jeg husker de foregående dages køkkeneksperimenter og aftaler (indebærer som regel også noget mad, som jeg har foreviget) ved hjælp af billedgalleriet på min mobiltelefon - jeg bør måske overveje fiskeolie-piller som skulle siges at hjælpe hukommelsen :l

Og hvad angår surdejen, så blev Gruk forkastet i vasken eftersom mine søskende ikke længere kunne tolerere ham. Frygt ej! En efterfølger vil komme og tage Gruks plads, så vi igen kan mæske os i liflige skiver af surdejsbrød, bacon og dertilhørende snask!

Her i weekenden fik jeg inviteret en ven over på lidt lækker mad og fik - ifølge en del venner - langt om længe set klassikeren Pulp Fiction. Kan godt se, hvorfor det er en klassiker idet der er gode skuespillere med og måden historien er klippet sammen på og "går i ring", som mange nyere film anvender - altså at filmen starter fra punkt A, bygges videre til punkt B, C, D, E etc for så at ende i punkt A igen.


Tit har jeg cravings og min mave havde knurret længe efter flødekartofler, som blev serveret med frække overlår og ovnbagte rodfrugter - NAM! 




Imedens det ene medlem af smagspanelet fik testet hans nyeste indkøb (et Diablo Steelseries headset), fik jeg også bakset en herlig omgang pandekager sammen til dessert :) 


Pandekager til 4 personer (eller 2 hvis man er inkarnerede pandekagespisere!):
Tror det blev til cirka 12 pandekager
Ingredienser
  • 2 æg
  • 330ml kærnemælk (jeg plejer at bruge 325ml mælk og 5ml citronsaft/eddike)
  • En knivspids salt
  • 2 spsk. sukker
  • ½ tsk. vaniljesukker
  • 170g. mel
  • En knivspids kardemomme, valgfrit
  • Lidt neutral olie eller smeltet smør 

Fremgangsmåde
Æg, kærnemælk, salt og sukker piskes sammen. Mel, kardemomme og vaniljesukker sigtes i og piskes godt til der ikke er nogen klumper. Tilsæt olie/smør i til sidst. Er pandekagedejen for tyk, kan der tilsættes mere mælk.
Skulle der være nogen klumper kan dejen sies. Jeg har aldrig skrevet kærnemælk på nogen indkøbsliste da jeg får lige så gode resultater af at blande nogle dråber citronsaft eller eddike med mælk og lader blandingen stå i 5 minutter.

Eftersom den første pandekage blev for tyk, en pandekage gik til kvalitetskontrollen, at jeg har en sød tand og smagspanelet er hardcore pandekagespiser, blev der kun nok til to personer og til lidt morgenmad dagen derpå :D


Om søndagen mødtes vi et par venner til en omgang brunchbuffet på Café G inde ved Gråbrødre Torv. På vejen derind havde jeg selvfølgelig været så klodset at vrikke om på anklen (det skal understreges at jeg hverken var påvirket, havde tømmermænd ej heller havde jeg højhælede sko på) og fik en temmelig slem hudafskrabning på mit ene knæ. Det havde tilsyneladende været så traumatiserende, at da en lille 2-årig dreng faldt på knæene lige ude foran cafevinduet, kunne jeg føle hans smerte.

Den ellers så korte men skønne weekend blev sluttet af med at besøge en lille nyfødt og hendes stolte forældre på hospitalet. Glædelig slutning på en lang uge og en kort weekend :)


Denne uge er da også startet ganske fortrinligt med en lækker omgang gullash og kartoffelmos hos min bror, hans kæreste og gensyn med min dejlige lille niece som lige fortjente en fin lille kjole fra Disneybutikken på Strøget ^_^
Jeg fik bagt citronspecier ala Blomsterbergs, hvor halvdelen af småkagerne forsvandt inden aftensmaden blev serveret.




Der blev dinet på The D Diner i Valby, hvor atmosfæren emmede af amerikansk fastfood spirit. Maden var tilfredsstillende (jeg havde bestilt en Pulled pork burger og kødet ikke var strimlet :s), deres pommes frites smagte af for længe brugt fritureolie; men det kan være vi spiste der på et mindre godt tidspunkt. Af deres forskellige milkshakes bestilte vi banan, jordbær og chokolade. Bananmilkshaken smagte af rigtig banan blendet i, jordbærmilkshaken smagte lidt af syltetøj og chokolademilkshaken føltes lidt som pulverblanding på tungen ulig Nesquicks gode kakaopulver - men chokoladen var den bedste af de tre. Stedets betjening var god og imødekommende, og jeg kan forestille mig at besøge stedet igen da menukortet er fristede med andre valgmuligheder samt Key lime pie.

Stemningsbillede inde på restauranten

Thursday, 11 April 2013

Cut the cravings!

Af en eller anden uforklarlig årsag, skriver jeg med tre individer - uafhængige af hinanden - om mad! Hold da op, hvor får jeg dog ustyrlig trang til al mulig slags mad; flødekartofler, churros med kanelsukker og softice, flæskesteg, BigMac (jeg er en sucker for den snaskede orangefarvede burgerdressing), lasagne, kartoffelkroketter, stegt flæsk, sushi, mørbradgryde, thailandsk omelet, frikadeller, moussaka og jeg kunne fortsætte!

 
Jeg har allerede gjort op med mig selv om, at jeg vil lave flødekartofler og frække kyllingelår til middag - indtil ubeslutsomheden tager over igen. Tidligere på dagen har jeg mæsket mig i skønne hjemmebagte langtidshævede chokoladeboller med tandsmør og varm kakao - intet er bedre når det er gråt og drypper udenfor :) 

Opskriften på bollerne er fundet på Miras Madblog, hvor jeg selv har ændret en enkelt ingrediens* grundet et minimalt udvalg af mel hjemme i køkkenskabet:

Langtidshævede boller
Ingredienser nok til 16-20 stk:

5 dl koldt vand
10 g gær
150 g type "00" hvedemel* - giver et dejligt bid
2 tsk honning
10 g salt
500 g hvedemel
Valgfrit: 150 g grofthakket mørk chokolade


Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i koldt vand, tilsæt salt, honning og 150g. type "00" hvedemel. Tilsæt herefter de 500g. hvedemel og rør rundt eller ælt til en ensartet bolledej. Hvis chokolade ønskes, tilsættes det til sidst i æltningen (det er ikke ligefrem behageligt at ælte en bolledej fyldt med hårde store stykker chokolade). Dæk skålen til med husholdningsfilm og læg på køl i 10-12 timer.
Jeg er lidt doven anlagt og har haft held med at røre rundt med en grydeske til dejen er ensartet for så at stille den på køl :D


Efter hævningen tages bolledejen ud af køleskabet en time inden bollerne skal bages. Form forsigtigt bollerne ved hjælp af vand på hænderne, så dejen ikke klistrer fast og placér dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Ovnen varmes op til 225 grader, bagepladen sættes midt i ovnen og bollerne bages i 18-20 minutter. Bollerne køles af på en rist og kan med fordel blive lagt i en frysepose for at bevare struktur og smag.

Det kræsne smagspanel er ikke meget for chokolade(!!! - til gengæld er der mere til mig), hvorfor jeg plejer at tilsætte chokolade i halvdelen af bolledejen. Derudover kan jeg ikke anbefale 80% mørk chokolade da smagen bliver for bitter - been there, done that :l

Langtidshævede boller med chiafrø og dekoreret med lidt sort pastafarve, solid chokoladeplade Caramel & Co. fra Hotel Chocolat, som blev anvendt til en portion frugtsalat og Hello Kitty trykt på rispapir, som skulle afprøves på en vanille cupcake

Som lovet i sidste indlæg, kommer jeg nu til de franske sukkersøde fristelser: macarons! Jeg har tidligere læst, at man kan bruge forskellige slags nødder, som kan formales og anvendes, men oplevede at mine hasselnøddemacarons ikke blev så vellykkede. Nu er jeg gået tilbage til mandler, som jeg selv blender fint. Jeg fandt denne opskrift fra chocolat og har efterfølgende haft succes med de små himmelske sukkerkager!

Opskriften er som følger:

Ingredienser (12 små macarons)
Makronbunde:

  • 43 g mandler (eller mandelmel)
  • 75 g flormelis
  • 1 stor æggehvide
  • 25 g sukker
  • 1/2 tsk kanel
Ganache med mælkechokolade og kanel:

  • 90 g fløde
  • 150 g Toscano Brown eller anden mælkechokolade af god kvalitet
  • 1- 2 tsk kanel (smag til)
Her finder jeg det rigeligt med 60g. fløde og 100g. chokolade. Personligt foretrækker jeg mørk chokolade da et eksperiment med mælkechokolade ikke syntes at "størkne" (hurtigt) nok.

Makronbunde:
  1. Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
  2. Hæld flormelis og kanel ned til mandelmelet, og blend videre.
  3. Si blandingen.
  4. Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut. Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.
  5. Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)
  6. Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.
  8. Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min. 

Note: Det kan variere fra 11 til 15 minutter afhængigt af din ovn. Hvis makronerne ikke får længe nok, klistrer bundene sig fast på papiret; hvis de får for meget, bliver de hårde helt igennem. Målet er en blank overflade, små blonder/fødder i bunden, sprød udenpå og lidt klistret indeni.


  


Ganache med mælkechokolade og kanel:

  1. Hak chokoladen fint.
  2. Bring fløden i kog, og hæld det over chokoladen.
  3. Vent et øjeblik, og rør rundt – indtil chokoladen er smeltet.
  4. Tilsæt kanel (smag til).
  5. Fyld ganachen i en sprøjtepose, afkøl den og sprøjt en skefuld ud på en bund og top med en anden.
  6. Drys med kanel.

Tak til Maja for lån af opskriften :)
- Bon appetit!


*Hvad blev der af surdejen?*