Af en eller anden uforklarlig årsag, skriver jeg med tre individer - uafhængige af hinanden - om mad! Hold da op, hvor får jeg dog ustyrlig trang til al mulig slags mad; flødekartofler, churros med kanelsukker og softice, flæskesteg, BigMac (jeg er en sucker for den snaskede orangefarvede burgerdressing), lasagne, kartoffelkroketter, stegt flæsk, sushi, mørbradgryde, thailandsk omelet, frikadeller, moussaka og jeg kunne fortsætte!
Jeg har allerede gjort op med mig selv om, at jeg vil lave flødekartofler og frække kyllingelår til middag - indtil ubeslutsomheden tager over igen. Tidligere på dagen har jeg mæsket mig i skønne hjemmebagte langtidshævede chokoladeboller med tandsmør og varm kakao - intet er bedre når det er gråt og drypper udenfor :)
Opskriften på bollerne er fundet på Miras Madblog, hvor jeg selv har ændret en enkelt ingrediens* grundet et minimalt udvalg af mel hjemme i køkkenskabet:
Langtidshævede boller
Ingredienser nok til 16-20 stk:
5 dl koldt vand
10 g gær
150 g type "00" hvedemel* - giver et dejligt bid
2 tsk honning
10 g salt
500 g hvedemel
Valgfrit: 150 g grofthakket mørk chokolade
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i koldt vand, tilsæt salt, honning og 150g. type "00" hvedemel. Tilsæt herefter de 500g. hvedemel og rør rundt eller ælt til en ensartet bolledej. Hvis chokolade ønskes, tilsættes det til sidst i æltningen (det er ikke ligefrem behageligt at ælte en bolledej fyldt med hårde store stykker chokolade). Dæk skålen til med husholdningsfilm og læg på køl i 10-12 timer.
Jeg er lidt doven anlagt og har haft held med at røre rundt med en grydeske til dejen er ensartet for så at stille den på køl :D
Efter hævningen tages bolledejen ud af køleskabet en time inden bollerne skal bages. Form forsigtigt bollerne ved hjælp af vand på hænderne, så dejen ikke klistrer fast og placér dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Ovnen varmes op til 225 grader, bagepladen sættes midt i ovnen og bollerne bages i 18-20 minutter. Bollerne køles af på en rist og kan med fordel blive lagt i en frysepose for at bevare struktur og smag.
Det kræsne smagspanel er ikke meget for chokolade(!!! - til gengæld er der mere til mig), hvorfor jeg plejer at tilsætte chokolade i halvdelen af bolledejen. Derudover kan jeg ikke anbefale 80% mørk chokolade da smagen bliver for bitter - been there, done that :l
Som lovet i sidste indlæg, kommer jeg nu til de franske sukkersøde fristelser: macarons! Jeg har tidligere læst, at man kan bruge forskellige slags nødder, som kan formales og anvendes, men oplevede at mine hasselnøddemacarons ikke blev så vellykkede. Nu er jeg gået tilbage til mandler, som jeg selv blender fint. Jeg fandt denne opskrift fra chocolat og har efterfølgende haft succes med de små himmelske sukkerkager!
Opskriften er som følger:
Ingredienser (12 små macarons)
Makronbunde:
- 43 g mandler (eller mandelmel)
- 75 g flormelis
- 1 stor æggehvide
- 25 g sukker
- 1/2 tsk kanel
- 90 g fløde
- 150 g Toscano Brown eller anden mælkechokolade af god kvalitet
- 1- 2 tsk kanel (smag til)
Her finder jeg det rigeligt med 60g. fløde og 100g. chokolade. Personligt foretrækker jeg mørk chokolade da et eksperiment med mælkechokolade ikke syntes at "størkne" (hurtigt) nok.
Makronbunde:
- Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
- Hæld flormelis og kanel ned til mandelmelet, og blend videre.
- Si blandingen.
- Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut. Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.
- Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)
- Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.
- Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.
Note: Det kan variere fra 11 til 15 minutter afhængigt af din ovn. Hvis makronerne ikke får længe nok, klistrer bundene sig fast på papiret; hvis de får for meget, bliver de hårde helt igennem. Målet er en blank overflade, små blonder/fødder i bunden, sprød udenpå og lidt klistret indeni.
Ganache med mælkechokolade og kanel:
- Hak chokoladen fint.
- Bring fløden i kog, og hæld det over chokoladen.
- Vent et øjeblik, og rør rundt – indtil chokoladen er smeltet.
- Tilsæt kanel (smag til).
- Fyld ganachen i en sprøjtepose, afkøl den og sprøjt en skefuld ud på en bund og top med en anden.
- Drys med kanel.
Tak til Maja for lån af opskriften :)
- Bon appetit!
*Hvad blev der af surdejen?*
No comments:
Post a Comment